fredag den 20. april 2012

Hurra for Eurowoman!!

Dauws Blog :b [ADVARSEL! Langt indlæg!]
Hmm, dette indlæg kan nok godt blive lidt forvirrende, både for mig at skrive, og dermed helt sikkert også forvirrende for jer at læse. Men ja, nu springer jeg bare på hovedet i ;)

... Det er jo forår, snart sommer. Jeg går i 2.g og afleveringsopgaver, eksamenspres og konfirmationer hober sig op, som jeg ved ikke hvad. Og det resulterer så i mega-stress og faretruende nærliggende depression (dog lykkes det mig nu at holde den væk, gud ske tak og lov!) I går havde jeg dog et lille øjeblik, hvor jeg følte at jeg bare tabte det hele på gulvet. Og for måske at kunne forstå min stress, så hør her: jeg skal inden månedens udmunding afleverer en gigantisk Tyskopgave bestående at grammatik, oversættelse og fristil PÅ ÉN GANG, en Spansk aflevering, en kronik i Dansk, en eksamensproduktion i Mediefag, en Engelsk aflevering, og det sidste AT (Almen Studeforberedelse, eller Almen Tidsspilde) projekt, alt dette INDEN D. 25. APRIL! Og oven i dette skal jeg redigerer 500 billeder fra studeturen i Madrid, jeg skal konstruerer sange og Tale til broderen min's konfirmation d. 4. maj, og så har jeg fotojobs de næste tre weekender, hovedsagligt konfirmationsshoots.
- Så jeg siger det én gang til: Jeg er stresset!

Nåh, men hvad jeg egentlig ville skrive om, til at starte med, var min kronik i Dansk, som omhandler en kronik skrevet af arkitekt Dorthe Mandrup, hvor hun argumenterer for og imod det danske samfunds normer for anstændig adfærd og normal "mental tilstand", som siden 50'erne er blevet mere afslappede, og som, efter hendes mening, nu er begyndt at strammes igen. Hun tager bl.a. udgangspunkt i det at være >>normal<<, at det udtryk efterhånden er ved at snævre ind, til dens definition i 50'erne. Fx kan et barn ikke være hyperaktiv et øjeblik, uden at det pludselig får stillet diagnosen ADHD. Hun tager også udgangspunkt i hvordan gennemsnitsbefolkningen i middelstand og velstand forkaster den ringere socialklasse så som junkier, vagabonder og hjemløse, sådan som de gjorde før krigstiden. Med andre ord, mener Mandrup at det danske samfund er ved at lave et kulturelt hop tilbage i tiden, til de gamle stringente og snævertsynede normer.
- Og hvor kommer modemagasinet Eurowoman så ind i billedet? Jo, det skal jeg siger jer: jeg købte netop i går det nye nummer af Eurowoman, hvori der er en artikel skrevet af Lise Ulrich, som omhandler emnet Retromani. Heri interviewer hun hhv. den amerikanske kulturkritiker Kurt Andersen og engelske musikskribent Simon Reynolds. Begge herrer er enige om at verdenen dvæler i en tidslomme, hvor, trods den hastige evolution i verdensøkonomien og teknologien, både musik-, mode-, film- og kunstverdenen lader sig inspirerer og genfortolke det forrige århundredes kunst. Men bliver der skabt nyt? Nej. - Og det bekymrer både Andersen og Reynolds, der begge mener at man skal lade fortid være fortid, og i stedet prøve at skabe nyt, for at komme videre og sørge for at den kulturelle evolution ikke går i stå.
- Og for at springe tilbage til min skolekronik (og for at gøre det hele endnu mere forvirrende), så er denne artikel genial, da den jo netop fortælle om det kulturelle problem, som Dorthe Mandrup kritiserer. - Så jeg bukker og takker for Eurowoman og Lise Ulrich's skønne artikel, som fungerer som en fed kilde til min skolekronik. Den sparer mig megen en hovedpine! ;)

... Til sidst vil jeg gerne selv lige ytre min mening om Dorthe Mandrup's kronik (kort, selvfølgelig): jeg er til dels meget enig med hende. Kan sagtens følge hendes holdning om at det er for dårligt at samfundet er ved at indskrænke sit syn på det normale menneske, tilbage til dét det var i 50'erne. ADHD synes jeg er et fedt eksempel. For ser man tilbage i tiden, så kunne børn sagtens få lov at være børn, og gøre det som børn gør: er fulde af energi, eksperimenterende og dødnysgerrige. Men i dag, hvis børn opfører sig sådan, får de stemplet diagnosen ADHD, og en masse tilhørende underdiagnoser i medgift. Og dette synes jeg er tragisk, da det jo fortæller hvor snævertsynede vi er blevet på mennesket og dets adfærd. Vi kan jo snart ikke få lov at være mennesker og komme til at kaste en bog efter en rival i klasselokalet, eller løbe rundt og være lidt overbegejstrede fordi vi har fået lidt sukker, uden at vi pludselig har en mental sygdom eller skade. Så hvad er normal egentlig? I dag er jeg ikke engang sikker på at der er noget der er normalt længere...

Jeg kunne jo blive ved, men lad det være nok for nu. Så kan I sidde og grunde lidt over det ;)
- Over & Out!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar