mandag den 14. maj 2012

I'm a Pokémon-freak... Wat'cha gonna do 'bout it?

Ja, det siger jo sig selv (Hej Blog, for resten).
- Og til dem af jer, som mon ikke skulle kunne forstå eller læse min lettere gebrokne udgave af amerikansk slang, så står der oversat "Jeg er en Pokémon-særling, og hvad vil du/I gøre ved det?") - Så det siger jo egentlig sig selv.

Men ja, det stemmer altså. Jeg er en 17årig gymnasiepige, som fester, dyrker interesser, står model, fotograferer, går i skole og er videbegærlig, og som elsker Pokémon. Og you know what (ved I hvad?) - jeg er GLAD for det! Pokémon har altid været en yderst fremtrædende faktor i min barndom og identitetsdannelse (hm, okay måske ikke så meget identitetsdannelse, og så alligevel...) Jeg kan huske dengang i min sommerferie (kan ikke huske årstallet, men har i hvert fald ikke været særlig gammel - måske en 6-7 år), hvor min bror og jeg hver morgen, satte os ind til TV'et og så afsnit på afsnit af 1. sæsons Pokémon, som TV2, må det have været, som sammen med DR1, var de eneste kanaler vi havde på det tidspunkt (eller var det mon Fox Kids?), hvor de kørte med et marathon. Vi optog endda nogle af afsnittene. Og tænk sig; de sommermorgner står fuldkommen klare i min erindring (ligesom afsnittene). Og hvor det dog er nogle kære minder. Pokémon har både kunne få mig til at grine, græde, gyse, falde til ro og fremkalde en masse andre følelser. Suk, gid man dog kunne genopleve den tid...
- Nåh, men siden den sommer blev jeg mere engageret i Pokémon, og universet omkring det. Jeg anskaffede mig, sammen med min bror, et sæt af de dengang yderst populære samlekort, som jeg entusiastisk byttede til andre, bedre (eller efter min mening, flottere, især stjernekortene!) kort og pokémon (jeg havde dog ikke helt styr på det til at starte med. Tænk sig, jeg byttede min Scyther for en Koffing!!), og må sige at min bror og jeg tilsammen fik skrabet ret mange kort til os, både gode, dårlige, stjernekort og hvad der ellers måtte være i mellem. ;)

Efterhånden er interessen så dalet lidt, og veget for andre ting, både pigerelaterede såvel som drengerelaterede. Jeg sad jo og så meget TV med min bror, så da andre serier begyndte at komme frem (som alle havde de fællestræk at det var anime-serie og der var samlekort til), så både han og jeg både så Yugioh, Beyblade og Digimon. Men må indrømme at det faktisk kun er Pokémon som har formået at fastholde min interesse (men altså hvad man man sige? Anime-serier er bare gode! Altid så gennemtænkte plot med fede handlingsforløb og et ret gennemtænkt univers).

Men for at vende tilbage til Pokémon, så er det nok den TV-serie og det univers, som jeg har set og elsket mest og længst i min barndom, og som jeg fortsætter med at gøre i en tid endnu, er jeg ret sikker på. Alle de minder jeg har med det, alle de sæsoner jeg har tæsket mig igennem (selvom jeg ikke har set alle afsnit) og det fællesskab der er omkring det univers er bare fedt, og lidt hyggeligt for mig at holde fast ved (jeg er jo den evige nostalgiker, som min mor så sandt konkluderer). Og jeg synes at det er fedt! Elsker Pokémon, både serien, universet, filmene, karaktererne... alt simpelthen! Og det ændre sig, som sagt nok ikke foreløbig. Jeg forbliver den evige Pokémon freak ;)

Oh ja, og må da også lige nævne min ynglings Pokémonfilm: det må nok være Pokémon, the movie 2000, som ud over det storslåede handlingsforløb, den fantastiske musik (iiih jeg elsker Lugias sang og Donna Summers The Power of One) også rummer en masse gode barndomsminder for mig - ligesom alt andet ved Pokémon ;)

Nåh, men det var vist hvad jeg havde til jer i dag. Ville lige dele min Pokémon entusiasme med jer - så må I jo tænke hvad I vil ;)



Peace off :b

Ingen kommentarer:

Send en kommentar