mandag den 23. december 2013

Julestemning

Hej Alle :)

23. december hva? Som tiden da egentlig er fløjet afsted, og frankly, så kan jeg ikke huske hvad jeg har lavet over halvdelen af tiden. Overdrivelse fremmer jo forståelse, ik? ;) Men derfor synes jeg nu stadig at tiden er gået urimelig hurtigt, så derfor vil jeg lige dedikere dette indlæg her dagen før jul, til at hænge mig lidt i nostalgien og intensivere julestemningen bare en lille smule her på bloggen, hvor jeg desværre ikke har været særlig aktiv - sorry (men når det bliver så hurtigt mørkt, så er outfitbilleder altså fuldstændig out of the question, når man er optaget alle dagens soltimer...)

Men det var jo julestemningen... Tænkte på at jeg ville snakke lidt om hvordan julen forløber hjemme ved mig, og I må da også meget gerne dele jeres jul med mig. Lad os da endelig alle sammen dele ud af vores julestemning, for at holde på julen bare lidt længere ;)
 Egentlig så har vi ikke særlig mange juletraditioner hjemme hos os, men da både min bror og jeg altid har elsket julen og juleaften, har vi såmænd heller ikke haft brug for det, da glæden ved julen var nok i sig selv. Men efterhånden som vi er blevet ældre, og julestemningen bliver lidt fortrængt af hverdagstravlheden, så har vi måtte sande at vi savnet et par traditioner, så vi har gransket vores barndom og fundet frem til nogle mulige traditioner, som vi elsker at beskæftige os med op til jul:

1. 
Et par dage inden 1. December, plejer vi altid at pynte huset op til jul, hvilket kun bliver til kontoret, stuen, spisestuen og køkkenet, da det er der vi opholder os mest. Og mht. pynten, så er der nok mere tradition end mode i det, da vi både bruger "arve-pynt", hjemmelavet pynt og lidt købt pynt, oftest i de klassiske nisserøde farver. Min ynglingspynt må nok være et sæt bestående af 10 små træstubbe med påsatte nisser på, der har gang i forskellige ting (én sidder og syer, én spiller trumpet, én pakker gaver ind, én læser osv.), som vi har til at stå i vinduerne. Lige siden jeg var lille har jeg været dybt fascineret af de nisser og det de sad og lavede, og den fascination har faktisk formået at hænge ved.

2. 
Inden December går i gang, plejer min mor, bror og jeg altid at lave juledekorationer og adventskrans sammen. Det er blevet fast tradition at vi først går i skoven og samler ind til det, og derefter står ude i garagen med julemusik og laver kalenderlys, dekorationer og adventskrans. Altid super hyggeligt!

3. 
Både før og hen over December elsker min bror og jeg at sidde og se julefilm, det både være sig Pyrus-julekalenderne, The Julekalender, Home Alone, Far til Fire i Byen, Disney-julefilm, Julefrokosten osv., mens vi spiller et eller andet spil - sædvanligvis Ludo eller Fisk. Vi elsker at sidde og geare hinanden lidt op, og se hvem der kan komme mest i julestemning. Ret smart også, når man som os lidt glemmer julestemningen i hverdagen ;)

4. 
Sådan noget som konfekt har vi desværre aldrig været særlig gode til at lave hjemme ved os, irriterende nok. Til gengæld plejer vi altid at købe ind til det (nogen der kender det?). Men er der én ting som vi elsker at lave op til jule, så er det æbleskiver og havregrynskugler. Fantastisk lækkert og hyggeligt at sidde og smovse i, en kold dag efter arbejde/skole foran fjerneren, og så med kakao ved siden! Jeg kan heller ikke lide marcipan anyway ;)

5. 
Min mor og jeg har en forholdsvis lidt ny tradition om at tage til Slagelse og handle i bl.a. Bilka og Vestsjællandscenteret, hvor vi både shopper julegaver og alm. nødvendigheder til jul. Det altid hyggeligt for mit vedkommende at shoppe med min mor, da det ikke sker særlig tit, og hvor vi kan have noget rigtig mor-datter-tid sammen. 

6.
Endnu en tradition som min bror og jeg har ført videre i et par år nu, er vores julegaveindkøb. Vi vælger en dag ud, hvor vi begge tager til Kalundborg om formiddagen og køber gaver og spiser frokost. Det lyder måske ikke af meget, men når det kommer til min bror og jeg, så er det virkelig en sjælden fornøjelse at være i byen sammen og shoppe, så det plejer at være en ret sjov dag ;)

7.
Hvis vi er så heldige at der ligger sne (hvilket vi i år nok desværre ikke er...), så skal min bror og jeg altid ud og være barnlige med sneboldskamp, snemænd, sneengle og hele ba-dynen. Men ærligt talt, det bliver man ALDRIG for gammel til! ;)


D. 24 Dec:
I modsætning til resten af December, så er juleaftensdag meget traditionsrig hjemme ved os! De sidste 16 år har vi holdt jul hos vores naboer - der er nogle meget nære venner af familien - og deres familie, hvilket altid er virkelig hyggeligt!
Dagen starter ud med at min bror og jeg ser jule-TV mens min mor steger and og tilbereder risalamande, som vi altid plejer at lave (jeg hjælper ofte med at smutte mandlerne til risalamanden), og vi egentlig bare julehygger. Herefter tilses dyrerne og alt andet og vi gør os klar (som regel alt for sent, så vi plejer at blive lidt forsinkede...), og min bror og jeg - eller i hvert fald jeg - skal altid se Disney's Juleshow, FAST tradition!
Kl. 18 ankommer vi, hilser og hygger os, mens maden bliver færdig. Da min bror og jeg var små, plejede vi at finde en bold eller noget andet (da nabokonen er (vores gamle) dagplejemor) at lege med, men i dag har vi indskrænket det til enten at sidde og snakke som voksne mennesker, eller at finde en bold og gå ned i kælderen og spille, som knap så voksne mennesker ;) Vi spiser omkring kl. 19, alt den sædvanlige julemad med and, flæskesteg, brunede og alm. kartofler med brun sovs stegt af andefedt, og alt mulig tilbehør. (mine tænder løber lidt i vand bare ved tanken... ;3), og efterfølgende har vi lige en pause for at slå mave - da vi pr. definition plejer at spise for meget af den lækre mad ;P Det gør så at vi spiser risalamande omkring 1-2 timer senere og at vi så er helt færdige med at spise omkring kl. 21-22, hvor træet så bliver tændt og vi danser og synger alle de alm. kendte og gamle julesalmer. Herefter fordeles og oppakkes gaverne selvfølgelig, mens der kværnes hjemmelavet konfekt og snakkes.
Når gaverne er pakket op, plejer man jo så at føle at juleaften er forbi, men hvis man rafler efterfølgende, så er det nærmest som om at man forlænger spændingen ved julen lidt endnu, og så er det både hyggeligt, underholdende og spændende at se hvad man ender med. Jeg elsker i hvert fald vores rafletradition ;P
Kl. 1-2 om natten plejer vi først at slutte af og tage hjem til os selv. Det bliver sent ja, men det er altså bare virkelig fedt når man kan trække denne ene juleaften ud, som man venter på det meste af året, og rigtig få lov at nyde den. ;)


Det var lidt om julen hjemme ved mig :)
Fortæl meget gerne også om hvordan du selv holder jul, hvilke traditioner du og din familie har og hvad du sætter mest pris på ved julen. Kunne være så hyggeligt ;P


 Er jeg den eneste der bare glæder sig en lille smule mere til i morgen?
- Glædelig jul, allesammen! ;P

Ingen kommentarer:

Send en kommentar