lørdag den 24. maj 2014

Undtagelsestilstand...

Hello folks

Der er desværre sket det beklagelige at min åh så skønne kat (fornemmer I ironien?) har valgt at strinte op ad min elskede mac computer - I know, hvad er chancen lige for at sådan noget sker, når en macbook står sikkert halvt klappet sammen på et sofabord?! Men ikke desto mindre er det sket, og naturligvis begyndte tastaturet straks at skabe sig, og macen er hermed røget afsted til reparation, så derfor vil der nok være lidt mere end almindelig stilhed herinde på Bloggen, til jeg får den kære lille igen. Indtil da håber og beder jeg bare til, at harddisken ikke har taget skade, da jeg jo - som den store skovl jeg er - selvfølgelig ikke har taget backup af mine ting. For satan som sådan en episode her lærer én at opdatere iCloud!
- Man skule ellers tro at dette var højsæson for computer-crash, for flere bloggere jeg følger samt mange elever der skal til eksamen har netop samme problem, og specielt afgangseleverne i denne situation har det svært, og jeg sender dem mine dybeste ønsker om held og lykke og medvind herfra, da jeg ved hvor hårdt og fucking alvorligt det er, når en computer crasher uden backup. Det er afterall sket for mig 4 gange nu (og jeg er ikke blevet klogere...). SÅ PEEPS! HUSK NU AT BACKE JERES HARDDISK UP! DET KAN KUN BETALE SIG OG DET ER SÅ FUCKING VIGTIGT, HVIS MAN IKKE VIL MISTE HELE EPOKER AF ENS LIV OG DET DER ER VÆRRE!
 
Det spøjse ved denne situation er så også hvor afhængig man lige pludselig lægger mærke til, at man er af sin computer og den sociale omgang på nettet. Selv jokede jeg lidt med at det nu var "liv uden computer - dag 1, 2, 3, osv". Det lyder umiddelbart som en dokumentar om virtuel såvel som fysisk overlevelse, men det er jo faktisk ikke engang løgn, for når man ikke har sin computer og samme mulighed for at være ligeså meget online, så bliver man lige så stile afskåret, rastløs og smådeprimeret over den overvældende ensomhed og hjælpeløshed der lige pludselig kommer krybende. Man mærker pludselig - hvis man ikke har mærket det før i værre tilfælde vel at mærke - at man ved først hvad man havde, når man ikke har det mere. Men det er da en genial øjenåbner og anledning til eftertanke, eller er jeg den eneste der har det sådan? Jeg tror i hvert fald at min træmand af en far sidder og klapper stille i hænderne, om end lettere chokeret sikkert, over mit nu pludselige nærvær. Høhø ;P
 
Jeg vil selvfølgelig stadig prøve at opdatere bloggen, men det bliver nok lidt svært og med færre relevante indlæg, hvilket jeg håber vi kan leve med.
 
Fortsat god weekend til folket og kryds lige fingre for min lille mac ;)
 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar